fbpx

Kategori: Nyheder

Kursus i præsentationsteknik

Jeg har altid gået meget op i, hvordan et budskab leveres til et publikum. Lige meget om det er comedy eller et videnstungt emne, så afhænger det 100% af afsenderen at få det formidlet til lytterne.

Jeg kan blive helt forgabt i at se, hvordan dygtige komikere står på scenen og leverer deres materiale – eller at se en medrivende TED-talk. Omvendt mister jeg interessen, hvis jeg hører et oplæg fra en taler, der ikke har forstand på at stå på scenen og have kontakt med publikum – eller bare er nervøs.

Præsentationsteknik er kort sagt min store passion, og med mine +1000 timers scenetid har jeg valgt at dele ud af min viden og erfaringer i et kursus på enten 1 eller 2 dage. Læs mere om mit kursus i præsentationsteknik

Content Creator på TikTok

I september 2022 besluttede jeg mig for at oprette mig på TikTok for at lave sjove videoer, men også for at promovere min musik.

D. 23. september udgav jeg nemlig min første single: REISS – Kanta og for at skaffe lyttere, gik jeg i gang med at lave sketches, hvor mit nummer var en del af dem.

Den første video fik hurtigt 2 mio. visninger, og derfra gik det hurtigt. Efterfølgende kom der er et par virale videoer, der pt. har omkring 10. mio. visninger hver.

Den mest populære foregår på en brandstation, hvor jeg har en vigtig rolle i hverdagen. Jeg vil ikke sige mere, men du kan se den her (kræver ikke en TikTok profil). Den har pt. 31 mio. visninger: How sirens really work

Hvis du har lyst til at følge med i den finurlige sækkepibe TikTok verden, så hedder jeg @clausreissdk derinde. Vi ses 👋🏻

Jeg kan også blive hyret til at lave TikTok videoer for firmaer her.

Konferencier på Samsø Festival

Efter 2 års corona-pause er Samsø Festival stærkt tilbage med et flot musikprogram. Især niveauet af konferencierer er særdeles højt 😉 På Store Scene står Frank Megabody, som nærmest er en institution derovre. På den anden scene, Rullen, der står selveste Claaaaaaaaaaaus Reiiiiiiiiiiiiiss – også bedre kendt som mig eller “Ham med sækkepiben”.

Siden 2008 har jeg hvert år stået og præsenteret bands og solister – lige på nær 2020 og 2o21, som var lidt tomme. Det har været en unik fornøjelse hvert år at være “oplægger” til andre i forhold til mit normale virke som sækkepibe-komiker. Det har givet mig plads til at eksperimentere med forskellige måder at varme publikum op på, så bandet får den bedst mulige start.

Af hovednavne på festivalen er der bl.a. Dizzy Mizz Lizzy, Rasmus Seebach, Magtens Korridorer og Gnags.

På Rullen, min scene, kan du opleve Tobias Rahim, Kato, Love Shop, Svenstrup & Vendelboe og mange flere.

Du kan købe enkeltdagsbilletter og partoutbilletter til Samsø Festival her:

Flytter til Aarhus

Fra d. 1. februar 2022 er jeg flyttet fra København til Aarhus. 

Jeg glæder mig til at tage rundt i det jyske og optræde til privat- og firmafester.

Jeg tager selvfølgelig stadig også rundt i mit gamle “hood” på Sjælland og optræder der 🙂

Hov, jeg glemte Fyn og øerne – især Samsø. I er da stadig mere end velkomne til at booke mig til et show.

Samfundet åbner endelig op

Hvis der er ét ord, der beskriver min følelse nu,er det: “Endelig!”. Forsamlingsforbuddet er nu oppe på 50 indendørs og fra 11. juni er det 100 indendørs.

Siden starten af maj har jeg fået et væld af forespørgsler, og det er dejligt, at folk begynder at arrangere fester med kort varsel. Jeg er næsten booket helt op i juni nu. Festtyperne er typisk bryllup, konfirmation, fødselsdag og årets sommerfest for firmaet.

Jeg glæder mig til at optræde rundt omkring i Danmark igen til fester i havetelte, forsamlingshuse, konferencecentre og i folks stuer.

Hjemme i stuen med B.T.

Jeg havde besøg af en fotograf fra BT, som fulgte mig under et virtuelt julefrokost-show.

Det blev til denne artikel taget fra min stue. Det skarpe øje kan ane min ret minimalistiske juleoppyntning 😉

B.T. d. 13. december 2020.
Fotograf: Bax Lindhardt

Grin sammen – hver for sig

Jeg tilbyder nu virksomheder, at jeg kan optræde for jeres ansatte online.

De sidder i hver deres stue, og så kommer jeg marcherende ind på deres skærm til tonerne af Scotland the Brave.

Jeg har også god erfaring med at optræde for nogle få ansatte i f.eks. et mødelokale, hvor resten følger med online på deres kontor eller hjemme i stuen.

Læs mere om online comedy showet her

Ny hjemmeside

D. 22. september 2020 fik jeg ny hjemmeside. Og ja, du er inde på den nu. Håber du synes om den 🙂 

Coronatid i B.T.

Hvis der er én branche, der er hårdt ramt i disse karantænetider – så er det showbizz.

Men jeg skal jo stadig holde mig varm, så jeg øver i min lejlighed. Det blev “opsnappet” af fotografen Bax Lindhardt, som vandt Årets pressefoto 2019.

Claus Reiss BT

Billedet var på midtersektionen i B.T. d. 29. marts 2020.